Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville skrive om min pony her på bloggen. Men hun er mit liv, og bloggen handler om mit liv, så derfor bliver jeg nød til at skrive om hende.
Et år har vi haft sammen. Det er kun et år siden jeg vågnede op glad og spændt som et lille barn på juleaften, jeg skulle hente min hest idag, min helt egen hest! Da jeg trak hende op i traileren, og satte mig ind i bilen og vidste at nu kørte vi hjem med min pony, min pony.
Jeg har haft et fantastisk år med hende, hun har lært mig så meget, ikke kun om ridning, men også om betydning. Alt for tidlig skal jeg tage beslutningen om hendes liv, om hun skal blive ved med at leve, og at jeg så skruer ned for mine ambitioner. Eller om jeg skal gå efter hvad jeg drømmer om og lade hende få fred. Valget ingen burde skulle tage. Den pony betyder så meget, og jeg ved ikke hvad jeg gør uden den. Men samtidig virker hun ikke glad for ikke at blive brugt, og jeg er også ved at blive drevet til vanvid af ikke at kunne kommer ud og arbejde med min ridning.
Da jeg købte hende, troede jeg ikke jeg skulle lade så mange tåre falde for hende, men jeg tager mig gang på gang i at lade en tåre trille ned af kinden.
Undskyld for et negativt og alt for langt og ligegyldigt indlæg. Og Jeg vil på forhånd undskylde for negative indlæg i nærmeste fremtid.
